Træn for en krone om dagen.

Træn for en krone om dagen.

Ordene kommer fra Gøsta Juul, der er formand for Stakroge Motion og Samvær. Foreningen råder over et motionsrum i Aktivitetshuset i Stakroge, hvor der tillige er adgang til en idrætssal.

Det koster blot 350 kr. om året at benytte trænings faciliteterne; så det er da vist tæt på at være en krone om dagen, smiler Gøsta Juul.

Foreningen har omkring 20 medlemmer. Nogle træner periodevis, men andre kommer der næsten dagligt. Gøsta Juul fortæller, at der lige nu kommer en del og at man forventer stort rykind efter nytåret.

Det har vist sig, at der også er interesse for kampsport, så der er lige blevet investeret i noget udstyr. Hoven Judo Klub vil donere en brugt træningsmåtte, så man om kort tid kan begynde med træningen i idrætsalen.

Stakroge Motion og Samvær har kun fungeret som forening i kort tid, hvorfor der stadig er nogle organisatoriske forhold, der skal afklares.

Foreningens vedtægter er blevet præsenteret for kommunen, hvorefter de skal justeres, så de opfylder alle krav. Bestyrelsen er klar til at gå i gang med arbejdet, så resultatet kan forelægges på næste generalforsamling. Man går nok også i gang med at indhente forslag fra medlemmerne til nye aktiviteter omkring samvær. Her er der frit slag, så bestyrelsen håber på, at der bliver noget at vælge imellem.

Gøsta Juul fortæller, at der er et godt samarbejde med Aktivitetshusets bestyrelse.

Der har været talt om at ændre lokalerne og måske inddrage noget af gangarealet. Hvordan det bliver, er ikke bestemt endnu, men Stakroge Motion og Samvær er frisk på at være med til at gøre lokalerne mere spændende. Gøsta Juul ser frem til, at der blandt andet kan blive et område, hvor medlemmerne efter træningen kan slappe af i en god stol i hyggelige omgivelser.

Ud over Gøsta Juul består bestyrelsen af Jeanne Jepsen og Lars. Man kan blive medlem af foreningen og få udleveret en nøglebrik ved at henvende sig til et af bestyrelsesmedlemmer. Lars kan som regel træffes i lokalerne om eftermiddagen.

På billederne er Gøsta Juul ved at efterse maskinerne og viser noget af træningsudstyret til kampsporten. Samtidigt tjekkes den nye gulvbelægning, der skal skåne parketgulvet.

Til sidst to fotos fra tidligere på året.