SÅ ER BANEN FRI!

Aktivitetshusets formand og pedel, Kim Andreasen, opfordrer borgerne til at benytte husets faciliteter, så man kan komme i bedre form efter den søde juletid.

Henning Nyhom har for længst meldt motionsrummet klar og fra den 1. januar kl. 12 er alle velkomne til at benytte salen til badminton og andet idræt og leg. Indtil videre er det helt OK blot at komme, når man har lyst og sætte nettet op og spille badminton.

Der er allerede nogle faste brugere og hvis det viser sig, at interessen bliver større, bliver der nok en ordning med faste tider, for de der vil. Andre skal stadig kunne komme og spille, hvis banen er ledig.

Aktivitetshuset vil gerne tilgodese de faste brugere, så de kan regne med, at de kan spille som hidtil.

Der er købt et nyt net og pedellen vil se på, om der kan laves nogle stropper eller lignende, så det bliver mere enkelt at sætte op og tage ned igen.

Hvis det går som forventet, bliver der i den stille tid til sommer opsat nyt loft og ny, tidssvarende belysning.

Der er ingen undskyldning for Stakroges borgere for ikke at komme i bedre form, fortæller Kim Andreasen.

Vi har faciliteterne og byder alle velkommen!