Aktivitetshuset på vej med nye vedtægter.
Aktivitetshuset blev på generalforsamlingen i 2015 opfordret til at revidere vedtægterne. I de nuværende optræder børneinstitutionen og der savnes en mere overskuelig opstilling af punkterne.
Bestyrelsen nedsatte en arbejdsgruppe, der fik lavet en aftale med kommunaldirektøren om, at man kunne indsende det foreløbige forslag, så kommunens jurist kunne se på det, inden man lokalt skulle arbejde videre med dem. Kommunen lod sig dog påvirke af nogle borgers henvendelser og forløbet stoppede.
Nu har bestyrelsen besluttet at arbejdsgruppen genoptager sit arbejde og der er lavet aftale med et advokatfirma, der skal sikre, at det juridiske er helt i orden. De gamle vedtægter, forslaget og skødet er blevet sendt til advokaten, der herefter tager over. Det endelige forslag bliver derefter behandlet på et bestyrelsesmøde inden det sendes til godkendelse for generalforsamlingen. Når de er vedtaget lokal, videresendes de til Herning Kommune til endelig godkendelse.
Aktivitetshuset havde søgt om tilskud fra nogle VE midler fra Assing og Sunds. Chancerne var små, på grund af den lange afstand. Det fremgik dog også, at man fandt, at vedtægterne og især formålsparagraffen ikke opfylder de krav, som den grønne fond stiller.
Så selv om ansøgningen ikke kastede penge af sig, var det dog positivt, at Aktivitetshuset fik lejlighed til at ændre formålsparagraffen. Det kan således ikke bliver den årsag, der kan bevirke, at den næste, store ansøgning bliver afvist.
Arbejdsgruppen har nu indflettet en mere fyldig formålsparagraf, som nu kan komme til at indgå i vedtægterne.
Der er ingen fast aftale om, hvornår vedtægterne kan komme på generalforsamlingerne, men hvis der kan søges om vindmøllepenge omkring årsskiftet, skulle det kunne lade sig gøre.